Frimenighedens historie 
Grundtvigske menigheder

Læs mere om de frie grundtvigske menigheder ved at klikke på billedet

 

Ågård Frimenigheds kirke og præstegård stod færdigbygget i 1887, og kilderne fra dengang beretter om en højtidelig indvielsesgudstjeneste første søndag i advent samme år. Alt bygget af frivillig arbejdskraft.

I Danmark er der i dag 41 grundtvigske valg- og frimenigheder, og de 15 er grundlagt i 1880-90’erne, så der var røre i folkekirkelige menigheder mange steder i de år. Således også her. Der var ved kirkerne i Øster Starup /Vester Nebel en markant grundtvigsk kapellan, Valdemar Brücker, som nogle i menigheden ønskede fastansat og andre bestemt ikke. Fra den øverste kirkelige myndigheds side – den biskoppelige – ville man gerne af med ham, så man ansatte ikke ham, men en præst, der passede den indre missionske fløj i menigheden. Der var da 60 familier, som stod sammen om pastor Brückers grundtvigske forkyndelse, og de forlod menigheden i Øster Starup i 1886 for at danne en frimenighed.

Kirkebakken er adressen for Ågård Frimenighed, og der må have været bart og vindomsust i den første tid; helt forskelligt fra i dag, hvor kirken fra flere vinkler kan forsvinde i den trygge og velpassede bevoksning af høje træer om den og kirkegården. I det ydre er der ellers ikke sket store ændringer med selve kirken

Det er der derimod i det indre. Fra begyndelsen fremtrådte kirkerummet bart og hvidt. Allerede i 1895 havde man fundet midler til en udsmykning, som blev – set med nutidens øjne – ret så omfattende og noget af et farveorgie, og den må aldeles have ændret atmosfæren i kirken. Der var borter og kanter på langs ad kirkeskibet øverst i loftsbuen og ellers langs alt, der ligner linier i rummet. Der var store malerier i korhvælvingen og på vestgavlen.

I 1954 var der tid til rensning, og freskomaleriet i koret i dagens kirke kom til sammen med et alterbord i røde teglsten. I 1970’erne lysnedes kirkerummet yderligere, da gulv og kirkebænke blev renset for et mørkt lag lak. I 2006 kom så den seneste ændring, da væveren Gudrun Pagter fra Øster Starup blev valgt til at udføre et nyt altertæppe. Ved samme lejlighed sandskuredes alterbordets teglsten, så det i dag fremstår lyst og venligt.

Læs mere om kirkens udsmykning her

Præstegården er på ca. 350 kvm og løbende godt vedligeholdt. Udover at være bolig for frimenighedspræsten er præstegården ramme om mange forskellige mødeaktiviteter.

Der findes ingen egentlig mødesal, så alle møder holder i præstegårdens fire stuer.

Historie
Mere uddybende historie

På denne eksterne hjemmeside, kan du læse mere om Ågård Frimenigheds historie samt se en liste over præsterne ved frimenigheden

 
Ågård Frimenighed, Kirkebakken 6, Ågård, 6040 Egtved, tlf.: 75 55 31 22 Webmaster: Henrik Jensen
Lav din egen hjemmeside med mono.net