Grundtvigianismens væsentligste inspirationskilder er dels Grundtvigs fremhævelse af menighedslivet omkring dåb og nadver som kristendommens grundvold og livsnerve, og dels hans kulturåbne og nutidsorienterede engagement i menneskeliv og folkeliv. Den folkelige side blev først og fremmest udviklet og udfoldet i højskolebevægelsen, som ikke blot førte til dannelse af folkehøjskoler, men også et vidt forgrenet foreningsliv. Den positive og optimistiske stemning, der er kentetegnet for grundtvigianismen førte også til dannelsen af frie menigheder, hvor medlemmerne selv tager hånd om ansættelse af præster og drift af kirke. Derved adskilte den sig både socialt og religiøst fra den anden store kirkelige retning Indre Mission.